Thailand trak guldstrået når det drejer sig om naturen. Her findes ikke bare pudderhvide strande med krystalklart vand, men også frodige, bjergrige landskaber. På denne tur til Sam Roi Yot nationalpark ser vi kalkstensbjerge, store grotter og en helt anden side af Thailand.
Vi starter dagen med en bådtur over til en strand for foden af bjerget. Derefter gør vi os klar til at starte vandreturen, det er en barsk tur, men belønningen til sidst er det hele værd. Efter at have gået et stykke tid kommer vi til Phraya Nakhon-grotten med sine tre store grotter, hvor lyset strømmer ind gennem store åbninger i loftet. Synet er som taget fra en Indiana Jones-film.
Grotten er berømt for den gyldne pavillion, badet i lys og bestilt af kong Rama V. Men du finder også interessante plantearter. Guiden vil udpege et træ, der kaldes for ”skrigende elefant” – opkaldt sådan efter sine voldsomme pigge, der får selv elefanter til at skrige. Efter vores gåtur tilbage, nyder vi en frokost på stranden.
